DON'T FALL ASLEEP IN PUBLIC

Natten til lørdag stod i idiotiens tegn. Jeg var i byen og hen af natten blev jeg alt for fuld og alt for træt. Så træt, at jeg var ved at falde i søvn. Jeg valgte derfor, at tage hjem og lade de andre feste videre. Jeg gik mod Københavns Hovedbanegård. Der var 27 minutter til toget kom. Jeg skulle pisse og udvalgte derfor i fuldskab, at lade vandet i en sidegade til Istedgade. Min lighter var væk og jeg ledte desperat efter en. Der var ingen mennesker i nærheden, så jeg satte fart tilbage til Hovedbanen og fandt endelig en med en lighter. Jeg tændte min sidste hjemmerullende cigaret. Der var 11 minutter til toget kom.

Toget kom endelig. Jeg satte mig ind i en kupeé. Jeg var alene i det første korte øjeblik. 2 mænd satte sig ind i samme kupeé som jeg og toget begyndte at køre. Jeg var mere træt end før. Jeg kæmpede, for at holde mine øjne åbne. Jeg havde ingen øretelfoner med, så jeg kunne derfor ikke blive underholdt af musik. Jeg modtog en sms - de andre var på vej hjem. Jeg nåede aldrig at svare dem tilbage, før jeg faldt i søvn. Jeg faldt i søvn før toget nåede Dybbølsbro Station. Det næste jeg husker, var at jeg blev vækket. Af hvem, ved jeg ikke. Jeg var stadig lige så fuld, som da jeg forlod de andre. Jeg har aldrig været i så dyb søvn - det må have været svært, at vække mig. Da jeg åbnede mine øjne, var alt sløret og jeg var blank. Jeg vidste ikke hvor jeg var.

Jeg steg ud af toget. Kiggede op på skiltet og fik store øjne. Jeg var kørt hele vejen til endestationen, Frederikssund. Jeg havde sovet igennem hele den 50 minutter lange tog-tur. Alt for langt, end hvor jeg faktisk skulle have stået af. Jeg satte mig ind i toget, som kørte tilbage. Det er først dér, det gik op for mig. Min iPhone var væk. Jeg ledte desperat efter den - den var ikke til at finde. Ingen kunne få fat i mig og jeg vidste, at min kæreste ville tage hjem til mig efter byen. Han var jo allerede på vej hjem til mig, da jeg steg på toget i København. 40 minutter efter ankomst på Frederikssund station, var jeg endelig nået mit stop. Jeg slentrede ned mod mit hus og jeg kunne se min kæreste komme gående imod mig, med sin veninde i røret. Han fik øje på mig og jeg vidste med det samme, at han havde været urolig. Meget urolig. Han havde endda ringet til politet, for at melde mig efterlyst. Så typisk ham, men virkelig sødt.

Klokken var 07:00 og jeg var endelig hjemme i min seng. Inden jeg lagde mig til at sove, tjekkede jeg forgæves om min iPhone var til at finde på "Find my iPhone". Næste morgen ringede jeg til mit teleselskab, for at få spæret mit simkort. Vi tog derefter ned for at få lavet et nyt, men uden held. Min telefon, står i min mors navn og af dårlige og idiotiske grunde, kunne de derfor ikke hjælpe mig, før hun kommer hjem fra ferie om 2 uger. Jeg ved stadig ikke hvor min iPhone er. Jeg ved kun, at den er blevet stjålet mens jeg lå og sov. At man dog har nosser til det. Tænk hvis jeg vågnede mit i fratagelsen af min iPhone fra min hånd. Skræmmende. Måske var det de 2 mænd eller måske den 15-årige trækkerdreng (artikel), hvilket kun er endnu mere skræmmende. Kære læsere - undgå for jeres egen skyld, at falde søvn i offentlig transport! SÅ dumt!

Click here for English translation.